Har du opdaget den store amerikanske trend, med de grimme julesweaters? “Ugly Christmas sweater” trenden har nu også kommet til Danmark!
I løbet af de sidste ti år, har amerikanerne genopdaget julesweateren. Det startede med seje hipsters, som, med ironisk distance til hele juleindustriens stilrene overflade, iførte sig julesweateren, for på bedste trendy vis ikke at være trendy.
Siden blev sweateren relanceret af tøjfirmaer, som holder nøje øje med hele hipster segmentet.
Hipsterne er blevet markante trendsættere for resten af befolkningen med nogle få års forsinkelse. Således også med julesweateren.
Hvad der startede med at være en individualistisk demonstration af at være ligeglad med modeindustrien er netop blevet en del af modeindustrien, efterspørgslen på de kiksede julesweaters er enorm.
Det har bredt sig over det ganske amerikanske kontinent. Den globale verden, særligt med de sociale medier, bevirker, at der ikke længere behøver at gå år, før en amerikansk trend bliver en global trend.
Julesweateren er ved at få tag i både asiatiske og det europæiske marked. Instagram og facebook hjælper til, at den unge generation verden over, fra minut til minut kan følge med i, hvad der er in og hvad der er yt.
Individualismen er blevet det nye store. Det er vigtigt at skille sig ud, at vise, at man ikke nødvendigvis følger strømmen, at vise, at man har tænkt over sine valg. Her har julesweateren vist sig at være et særligt godt redskab.
Iført en julesweater viser du ikke bare, at du tager stilling til modeindustriens masseproduktion og at du har din egen mening. Nej, med sweateren på, signalerer du kraftig, at du ikke har brug for at ligne alle andre, at du hviler i dig selv og kan tåle at skille dig ud. Verden over er det vedtaget, at en julesweater er en lettere kikset beklædning, så når man ifører sig den, sender man også et stærkt signal om, at man har selvtillid nok til at fremstå kikset og måske kan bruge sin påklædning til at få andre til at trække på smilebåndet i stedet for at blive benovet over det sidste nye skrig.
Mulighederne er uendelige. Der er de klassiske julesweaters, som vi husker den fra de amerikanske tv-shows i 1980’erne. En maskinstrikket sweater i overstørrelse, som stadig får de fleste til at undre sig over, hvem der nogensinde oprigtigt mente, at det var smart; men lad det være et uløst mysterium på niveau med højt gelefyldt pandehår.
Siden da, er det kun gået fremad med udviklingen af sweaters.
Nu kan man få sweaters med Rudolf, som kommer ud af maven og med halen på ryggen i bedste 3D stil, sweaters hvor der er er LED lys og sågar sweaters som afspiller en lille sang, når du trykker på knappen!
Men det stopper ikke her. Hvis du hører til den store gruppe, som gerne vil vise omtanke for miljøet, så kan du gå i genbrugsbutikker. Dine chancer for at finde en sweater i en genbrugsbutik, er stadig ganske store, men vent ikke for længe.
Er du den kreative “gør det selv” type, så kan du med ganske få midler lave din helt egen sweater. Hvorfor ikke sy med lametta eller brodere sølvglinsende snefnug på en gammel sweater? Pinterest bugner af inspiration til dig, der gerne vil gøre det selv.
Slutteligt kan det være, at du er hoppet med på den i forvejen stærke nordiske trend. Der er nu det store nordiske køkken, der er nordisk litteratur og nordiske film. Hvorfor ikke begynde at opdyrke de gamle nordiske mønstre. Vidste du, at der findes mønstre for de mindste egne i vores nordiske søstre lande?
Valget er dit og det er det, som er så skønt. Glædelig jul!
Skriv et svar