Kulturhus Århus
D. 09/08/2010 05:32:09 AM
KulturSalon 2010
Udsendt: 01/26/2010
KulturSalon 2010
Teater Katapult, Kulturhus Århus og Move ’n’ Act har indgået et samarbejde om afholdelse af en række Kultursaloner – en debatrække om kulturen.

Visionen for Kultursalon er at skabe rum for en kontinuerlig offentlig dialog/debat om kunsten og kulturlivet i Århus (og resten af verden). Visionen er
endvidere at skabe et intimt debat/dialogforum, hvor det ikke er antallet af deltagere, der er afgørende for succes, men derimod dialogen.

Kultursalon er tænkt som et mødested for forskellige mennesker med interesse for området, som måske ikke møder hinanden i det daglige.
Til hver Kultursalon er tilknyttet en oplægsholder med inputs, viden og stof til eftertanke. Oplæggene lægger op til efterfølgende debat med tilhørerne.


Bliv medlem af KulturSalon på Facebook

Næste KulturSalon:
Mandag den 30. august kl 17.00 - 19.00 på Teater Katapult (bemærk tidspunktet):
Hvorfor interesserer danske politikere sig ikke for kunst?
Skal diskussionen om kunsten og kunststøtten være et rent kommunalt anliggende?
Skal vi opgive armslængde-princippet i kunststøtten, fordi det begrænser den politiske interesse i kunsten?
På Christiansborg begrundes den manglende interesse med, at der ikke er stemmer i kunsten, men hvordan hænger det sammen med kunstens dokumenterede effekt på indlæring og Danmarks vision om at være et videnssamfund?

Formanden for Statens Kunstråd, Mads Øvlisen, udfordrer det kulturpolitiske Danmark på Kultursalon I Århus Festuge.
Kulturrådmand i Århus, Marc Perera Christensen (C) og medlem af Folketingets Kulturudvalg, Flemming Møller Mortensen (S) deltager i panelet, og efter et indledende oplæg gives debatten fri med Mads Øvlisen i rollen som debatvært.

Kultursalons gæster får mulighed for at stille spørgsmål og diskutere med panelet og hinanden.


Program, efterår 2010:
Mandagene, 27. september, 25. oktober og 22. november.
Programmerne opdateres løbende her på siderne
Hvad: Kultursalon
Hvor: Katapult, Rosensgade 11, 8000 Århus C
Hvornår: Mandagene 27. september, 25. oktober og 22. november 2010 - alle dage kl. 19.30
Hvor meget: 40 kr. inkl. et glas vin
Hvordan: Billetter købes hos Katapult på 86 20 26 99 eller via www.katapult.dk.