Dødsfald kan ske når som helst – Vi kan selv påvirke resultatet lidt, men vi kan aldrig forudse, hvornår det vil ske.
For lige knap to år siden, gik jeg fra at være tryg og glad, til at være ekstrem usikker, ked af det og i lang tid efter gik jeg rundt med en hård knude i maven som jeg ikke kunne få til at forsvinde.
Det der skete var, at min kone og jeg var flyttet til udlandet. Vi har en meget lille men tæt familie, hvor alle er sunde og raske. Familien er vigtig for os, så det var meget hårdt at flytte fra Danmark og ikke længere kunne se dem på daglig basis.
Ikke desto mindre kom vi afsted og vi havde det fedt! Vi boede i syden og alt var dejligt, lige indtil en dag, hvor min mormor giver mig et opkald. Det i sig selv, var nu ikke forfærdeligt for det gjorde hun jævnligt og jeg elskede at snakke med hende.
Denne samtale var dog anderledes. Hun lød ikke som sig selv og hun smågræd i den anden ende af telefonen. Hun begyndte at fortælle, at hun havde haft nogle symptomer, som hun var gået til lægen med og nu var det endelig bekræftet, at hun havde fået kræft og hun skulle meget snart i kemo behandling.
Min verden var ved at styrte sammen. Jeg så det værst tænkelige ske. Min mormor ville sikkert dø inden for få uger! Jeg var et forfærdeligt barnebarn. Hvordan kunne jeg dog forlade min mormor. Hvis hun døde i morgen, ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv for at have rejst fra Danmark. Tænk på alle de dage vi ikke fik brugt sammen!
Som reaktion herpå, valgte min kone og jeg at tage hjem på en uges ferie. Jeg brugte næsten hele den uge sammen med min mormor, hvor vi fik snakket om sygdommen, minder osv. Det var rart at se hende igen, men det var så hårdt at tage afsted igen.
Der går ikke mere end et par dage efter vi er kommet tilbage, før jeg får en besked fra min mor tidligt om morgenen. Min far er samme nat blevet hentet af en ambulance og ligger pt. på intensiv med flere blodpropper i lungen og hjertet.
SMÆK! Hvor gjorde det ondt at få denne nyhed. Jeg følte mig igen skyldig og ville bare hjem! Jeg følte en stor knude/angst i mit bryst. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde det forfærdeligt. Min far overlevede heldigvis disse blodpropper og fik det også bedre, men jeg var nødt til at rejse hjem. Det var for hårdt at sidde i udlandet når ens familien så hurtigt fik det værre.
Selvom min far havde det bedre, så var min knude i maven stadig stor. Jeg gik konstant og var nervøs. Jeg forventede et opkald når som helst om, at en af dem var faldet om.
Skæbnen ville det, at vi kort tid efter skulle til en begravelse i Vinderup ved en nær ven af familien. Jeg fik muligheden for at sige hej til bedemanden og i den forbindelse fik vi snakket kort om min frygt for, at de når som helst kunne falde om.
Som bedemand levede han med døden tæt inde på kroppen og han havde lært, at håndtere disse følelser og frygte som kan opstå, så jeg fik et par gode råd med på vejen, ligesom han anbefalede mig at tage en enkelt samtale med en psykolog om min angst.
Jeg fulgte hans råd og vejledning, gik til psykolog, og herefter var min knude helt væk. Jeg var ikke længere nervøs. Jeg fik på en måde gjort op med mig selv, at døden er uundgåelig. Vi skal alle samme vej og mens vi lever, er vi bare nødt til at bruge tilpas meget tid med dem vi holder af. Jeg havde netop ondt i maven, fordi jeg elskede min familie og ikke følte jeg brugte nok tid med dem, og det gjorde jeg heller ikke før. Det ændrede jeg på og i dag er vi tættere end nogensinde før og alle er heldigvis stadig i live.
Skriv et svar